![]() |
Mit 'juletræ', samt slik som var blevet puttet i min julesok! |
På tirsdag har jeg min sidste eksamen, som ligesom markerer afslutningen på dette semester, det er ikke helt til at forstå!
I øjeblikket sidder jeg i et studierum i en kirke sammen med nogle af de andre piger og prøver at læse op til den sidste eksamen. Normalt plejer vi at sidde ved vores 'stambord' på et af bibliotekerne, men fordi der er 'Finals week' næste uge, er alle fuldstændig opslugt af at læse og der er proppet alle steder.
På sin vis virker det for mig lidt komisk at alle panikker lidt netop nu, da man jo sådan set har haft en del eksaminer hele semestret, personligt var jeg mere presset for en måned siden end jeg er nu, men jeg har vist også været lidt heldig.
I det hele taget er der også en form for 'iscenesættelse' af finals ugen, som gør, at man føler at man næsten burde være stresset. Der er enormt mange initiativer alle steder; hundehvalpe man kan komme og klappe, gratis kaffe og kakao, studie-sessioner, ekstra lange åbningstider, alt sammen for at imødekomme de studerendes 'eksamens-stress' - så måske man faktisk burde føle sig stresset?!
Jeg prøver lidt at ignorere det, derfor har jeg også i dag været ude og skøjte sammen med nogle af de andre, super hyggeligt! Og på den anden side så er gratis kaffe, suppe og snacks (som de også har her i kirken) jo heller ikke så dumt! :)
Fredag aften på læsesalen med Signe og Nadia |
Efter tirsdag kommer ugen vist hovedsagligt til at stå på fejring - og afsked! Langt størstedelen af de udvekslingsstuderende tager hjem mellem d. 20. og 22., og det samme gælder jo i øvrigt for de amerikanske studerende, som alle tager hjem til jul - så jeg tror Madison ender med at være ret tom i slutningen af ugen. Selv skal jeg flytte ud af mit værelse d. 22, i første omgang skal jeg dog ikke så langt, da jeg har fået lov til at flytte ind i et coop et par dage hen over jul.
Juleaften skal jeg fejre sammen med nogle af de andre danskere, sandsynligvis i coopet. Vi har endnu ikke planlagt så meget, men det skal nok blive hyggeligt uanset! Efter jul er planen at tage til Chicago, hvor jeg har et par dage selv, inden Mette kommer og tilslutter sig - det glæder jeg mig rigtig meget til!
Ellers er der vist ikke så frygtelig meget at berette herovrefra, dagene går deres faste gang.
Sidste weekend havde vi julefrokost med Scan Design, det var super hyggeligt, men gav også en lille smule hjemve - hvilket nok i virkeligheden også er meget godt, eftersom jeg også skal hjem om lige omkring en måned nu. Det er godt nok frygtelig snart. Hele semestret har man hørt sig selv sige, 'vi skal også nå det her' og 'der skal vi også hen en gang', og nu er det ved at være sidste udkald!
![]() |
Søren og en 'beskeden' gryde med brune kartofler |
Ralph i køkkenet før julefrokosten |
Den første sne i Madison |
Jeg håber, I alle har det dejligt derhjemme og nyder december og alt den bringer med sig!
Mange kram og tanker, Cillen
Lake Path, den sidste tur på min cykel, som nu er blevet solgt! |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar